We did not change as we grew older; we just became more clearly ourselves.
- Lynn Hall
Jeg fandt en interessant artikel her til aften, som spørger om lesbiske, som har været i seng med en fyr er anderledes end de, som ikke har. Det vil sige, artiklen (skrevet på engelsk) i sig selv er temmelig flad, men kommentarerne til den satte nogle tanker i gang.
Altså, nu er jeg jo praktisk talt et spædbarn på det her område, så måske burde jeg tie og lade de voksne få ordet, men jeg vil så gerne… Emnet synes at være sprængfarligt, men jeg har svært ved helt at greje hvorfor. Måske mest fordi mange andre emner bliver taget op undervejs som i realiteten er irrelevante. (’penisser er frastødende’ osv. )
Det lader til, at der er en vis spænding i forhold til, hvornår folk ‘må kalde sig’ lesbiske, og hvornår de ‘bør’ kalde sig biseksuelle. Det i sig selv burde vel være let nok, hvis man har en vis interesse for begge køn, er man bi. Men så kommer andre begreber frem, så som at ’seksualitet er flydende’, som en forklaring på, at nogle piger, som også har sex med fyre, kalder sig lesbiske. I den anden grøft er der så de lesbiske som udtrykker, at de aldrig ville være sammen med en bi, fordi bi åbenbart er lig ‘utroskab’… Så man kan muligvis godt følge de bi, som betegner sig som lesbiske. Men det er da immervæk noget af en begrebsforvirring. Hvad skal en stakkels new-bee dog stille op?
Her er mit forsøg på at hitte rede i det…
Ifølge Freud er vi alle født bi-seksuelle. I og med at vi kan svinge begge veje senere i livet synes jeg egentlig, at det giver meget god mening. Altså, der må være en fællesnævner et eller andet sted.
Ifølge samfundet er vi alle født heteroseksuelle, det er vi jo opdraget til, det er normalvis det billede vi præsenteres for både af mor og far og Mickey Mouse. Så det er vel ikke helt unaturligt, at de første overvejelser for en ikke-erkendt lesbisk er, om hun er bi? Der er sg’ da et eller andet grænseoverskridende ved at frasige sig normen sådan lige med det samme, altså med mindre det netop er det, man vil.
Så en eksperimenteren frem og tilbage (haha) virker som en meget, meget naturlig reaktion. Faktisk vil jeg kalde det meget modigt, jeg havde ikke det, der skulle til for at kunne bryde med samfundsnormen, da jeg var teenager. Det var ikke samfundet, jeg frygtede et opgør med - det var min egen forestilling om min rolle i samfundet. Der er de, som fortæller, at de har kendt deres seksualitet siden de var 7-8 år gamle… Jeg tror jeg kunne skrive mit eget navn i den alder.
Vi mennesker er fantastisk gode til ikke at forholde os til den virkelige verden. Det er ikke ret svært at ignorere den der stemme i baghovedet, som siger: “Nej, det har jeg sg’ egentlig ikke lyst til!” hvis man i forvejen stinker til at være sig selv. Og det gjorde jeg, faktisk pænt meget. Når man så oveni forventes at ville acceptere hele pakken ved et forhold til en af modsatte køn, så er det pludselig endnu lettere at gå i fornægtelse. Det er sikker mig, der er noget galt med…
Tilbage til begrebsforvirringen. Som udgangspunkt vil jeg mene, at man er bi, hvis det er sådan man betegner sig. (Og tilføje, at det med at ‘bi=utro’ er noget bræk!) Og man er lesbisk, hvis man kun har lyst til at være sammen med en kvinde. Man kan godt være en uafklaret lesbisk, som tror at man er bi, ligesom man kan være uafklaret bi, som tror at man er lesbisk.
Min pointe er den, at med tiden bliver man nok klogere på sig selv, uanset hvad ‘kasse’ man putter sig selv i. Seksualitet er nok ikke så flydende, som mange vil påstå. Men selverkendelse kommer nok i flere lag.
2 kommentarer
